Deltagerne om TIMP

“At have et sted hvor der er plads og rummelighede, er altafgørende for mig. Noget at stå op til.
At ens kreativitet bliver udfordret og at man indgår i en dejlig social masse.
For mig har det betydet en helt utrolig udvikling. Jeg har udviklet mig mere på mine 2 år i teateret end jeg har på 15 år med psykofarmaka og terapi.
Musikalsk har jeg lært så ufatteligt meget, at det er svært at sætte ord på.
For første gang i mit liv, føler jeg at jeg har en fremtid og at jeg har et fundament at bygge videre på. Om det bli’r et palads eller en hytte, der bli’r bygget er lige meget. Det er fundamentet der er afgørende.”
– Musiker, 32 år.

“Dagene og ugerne op til en premiere er hård. Men de er også virkelig virkelig spændende.
De sidste fem minutter bag scenen inden det brager løs er nervepirrende og neglebidende nervøse og svedpiblende og helt vidunderlige.”
– Performer, 32 år.

“En social sammenhæng fyldt med empati og positiv karma.
Jeg oplever TIMP som en aktivitet der tager udgangspunkt i den enkelte bruger og der lægges vægt på både proces og resultat.
Omgangsformerne er rummelige og hjertelige.
Derudover lægger ledelsesstrukturen vægt på åbenhed og dialog hvilket genererer rum til at træffe de nødvendige “kunstneriske beslutninger”.”
– Musiker.

“Den kreative proces er enormt givende.
Det er fedt at man selv er med til at skabe stykket i stedet for fx at spille Løvernes Konge med i forvejen skrevne replikker.
Jeg laver det jeg altid har brændt for og stadig brænder for.”
– Performer.

“Før jeg startede på TIMP var der ikke hul igennem til mit kontrastfyldte kreative jeg. At være på TIMP betyder at jeg er i kontakt med mig selv på et spirituelt, følelsesmæssigt plan, som jeg på ingen måde nogensinde har været i kontakt med før.
Ægte hengivelse til det fineste dækker vist meget bredt. Jeg formår at slippe perfektionismen og bevæge mig ind i et univers uden regler og grænser. Den bedste pause, en legestue for voksne, åndehullet i en ellers kaotisk hverdag.
Her er muligheden for at vise mig selv og andre at jeg har et lys som får lov til at skabe nye rum, jeg aldrig havde tænkt var til.
Jeg oplever at jeg har mere glæde og overskud i de private rammer.”
– Performer.

“Der har været en rigtig god kommunikation imellem musikere og kommunikation fra musikere til skuespillerne.
Det er en musikalsk legestue for voksne, hvor legen og samarbejdet er i højsædet og hvor der er en fantastisk spændende kreativ proces, som for mig har lært mig tålmodighed, og at det godt kan lade sig gøre på lang sigt og til sidst at skabe en forestilling. Det betyder meget for mig at have noget at stå op til og have en dag der fungerer og have et kreativt socialt netværk.
Det er fantastisk at få mine resurser i spil, musisk og socialt. Det betyder også rigtig meget for familien at jeg har det godt og er velfungerende i en sammenhæng. Det smitter af på den gode måde, med overskud og glæde til mine børn og min kone, og de praktiske ting derhjemme.”
– Musiker.

“Teater TIMP er/har været et frirum, et åndehul, i et til tider stift psykiatrisk system.
Her har man mulighed for at samarbejde med musik og teater uden konstant at blive behandlet som syg. Det er netop det kreative arbejde, der fokuseres på og ikke hvilken diagnose man kommer med i bagagen.
Her er musik, dans, teater, kreativitet og fællesskab i centrum.
Det handler om at skabe noget sammen helt fra bunden, se det udvikle sig og til sidst optræde med det for et publikum.”
– Performer.

TIMP udefra, indefra
“TIMP er et unikt projekt som alle forstår, og alle misforstår. Jeg blev inviteret med på “Der er noget der blinker, blinker” som hjælpende hånd, og har derfor set forestillingen knap 10 gange. Det har været en uforglemmelig oplevelse at mærke hvordan den samme scene kan formå at ændre karakter i forhold til hvad jeg selv havde i maven, og hvad publikums reaktioner kunne fremkalde i skuespillerne.
Det var svært at tro på efter mit første møde med teateret, men står nu helt klart for mig. Beskuerene af et teaterstykke udfoldet af TIMP vælger helt selv hvad stykket drejer omkring. Det er ofte beskuerenes egne erfaringer og samfundsanskuelser de hænger stykket på. Nogen oplever humor og livsglæde i scener som mit eget register har placeret under det defekte, det uduelige eller det kortsluttede og iturevet menneske.
Hvis man spørger den nye instruktør Signe Højlt og resten af holdet, er der ikke nødvendigvis et handlingsforløb. Man kan dermed sige om stykket “Der er noget der blinker, blinker” at det kan handle om alt og absolut ‘ingenting’.
Min oplevelse er at man finder det man leder efter, som i mit eget tilfælde er den poetiske sandhed. Men ligegyldigt hvad du finder, vil det ramme dig på den store klinge af følelser i en usædvanlig vellykket kombination af musik og performance.
Teater TIMP er en familie, som jeg har æresfrygtet siden første bekendtskab, men som jeg nu har overgivet mig til. Teater TIMP er dog ikke en sekt.

Tak for turen”
– Søren Skouboe

Teater TIMP 2016